Besøgstjenesten
Ønsker du at blive besøgsven for Røde Kors eller har du brug for en besøgsven?
Bliv besøgsven og spred glæde hos et andet menneske
Har du brug for en besøgsven eller ønsker du at glæde andre med dit nærvær, så kontakt Lars Holger Palm på:
E-mail
larsholgerpalm47@gmail.com
Mobil
23804279
Vi er meget imødekomne overfor nye besøgsvenner og der lægges et omhyggeligt arbejde i at lave de helt rigtige match.
Vores besøgsvenner er helt almindelige mennesker; pensionister, unge, mennesker i arbejde og studerende. De er alle frivillige i Røde Kors med lyst til at gøre en forskel og være noget for andre. De har altid relationen og nærværet for øje, og vi gør meget ud af at finde en besøgsven, der passer til dig.
Hvad laver en besøgsven?
Du bestemmer sammen med din besøgsven, hvor ofte I vil ses, og hvordan I helst vil bruge jeres tid sammen – som regel en time eller to om ugen.
Din besøgsven glæder sig til hyggeligt og nærværende samvær med dig. Måske mødes I over en kop kaffe og en snak om stort og småt i hverdagen og i livet. Måske finder I fotoalbummet frem og deler livets historier, måske hygger I jer med spil, laver mad og spiser sammen eller finder nogle andre fælles interesser. Hvis I har mulighed for det, kan I evt. kombinere besøgene med aktiviteter uden for hjemmet: med by- og skovture, cafébesøg, fællesspisning med andre, udflugter og andet, I har lyst til.
Det vigtigste er det hyggelige og nære venskab, der opstår mellem jer.
Ensomhed er et stigende problem i Danmark
Den har ingen alder, men sniger sig ind på os, isolerer os fra fællesskabet og forringer vores livskvalitet.
Følelsen af ensomhed kan ramme alle, og der kan være mange forskellige grunde til den. Måske føler du dig ensom, fordi dine venner er faldet fra, eller fordi din familie er langt væk? Måske har du svært ved at komme ud blandt andre, eller måske mangler du en at tale med om stort og småt – om hverdagen og livet.
At få et hyggeligt og nærværende besøgsvenskab kan blive et af ugens højdepunkter.